Nødkald til læge er et praksisnært tiltag, hvor alle medicinske patienter får udleveret kort ved indlæggelse, som giver ”rettighed” til at blive set af en læge inden for 30 minutter ved oplevelse eller bekymring for sygdom.

Medicinsk afdeling på Regionshospitalet Randers iværksætter mange tiltag for at inddrage patienten og pårørende aktivt i patientens behandling.

Vores hypoteser i forhold til dette tiltag var, at det dels er klinisk relevant at medinddrage patienter i tidlig opsporing af kritisk sygdom, dels at medinddragelse vil medføre en øget tryghed under indlæggelse.

Før implementering af Nødkald til læge gennemførte vi en intervention med projektnavnet: ”Lydhørhed for patientens opfattelse af truende forværring af sygdom under indlæggelse”. Undervejs i projektet ændres navnet til ”Patientudløst lægekald” og i dag, hvor vi har implementeret det, kaldes det ”Nødkald til læge”.

Baggrund og formål

Inspireret af et hospitalsbesøg ved Beth Israel Deaconess Medical Center i Boston iværksættes projektet oktober 2013. Projektets formål var at undersøge:

  • Om det er muligt at udforme en model for ”patientudløst lægekald”
  • Om det er muligt at inddrage patienter og pårørende i Tidlig Opsporing af Kritisk Sygdom
  • Om patientinddragelse vil medføre en øget tryghed under indlæggelse
  • Om denne metode til patientinddragelse kan bidrage til kompetenceudvikling af personalet

Målet var derfor, at udvikle personalets lydhørhed i forhold til patienter og pårørende, så de i højere grad italesætter og reflekterer over, hvad patient og pårørendeinddragelse konkret betyder for patienten og dem selv.

Konklusion og læring

Der er fortsat brug for at arbejde med at invitere patienter og pårørende til inddragelse, således at patienterne overkommer den barriere der ligger i ikke ville være til besvær. Nødkald til læge sender et signal til patienterne om, at man bliver hørt. Vi håber på, at de konkrete kald og opfølgning på disse, kan være med til at skubbe til kvalitetsforbedringer i organisationen.

Næste tiltag er en hjemmeside for medicinsk afdeling og her vil formidlingen af ”Nødkald til læge” blive beskrevet som en mulighed, idet vi håber at patienter og pårørende orienterer sig her.

Effekt

Resultaterne fra projektet er samlet i rapporten Patientudløst lægekald – reaktioner og handlemønstre hos patienter og sundhedsprofessionelle.

I projektperioden var der 1600 indlagte patienter og her fik 1054 udleveret kortet: Nødkald til læge. Der var 3 patienter der gjorde brug af kortet. Dette var en stor overraskelse for personalet, som før projektet forventede at mange ville benytte muligheden. Vi har hermed vist at medicinske patienter, kan forholde sig til en udvidet ”rettighed” under indlæggelse og det skaber ekstra tryghed at have denne mulighed.

Der blev foretaget telefoninterviews ved antropolog, der overordnet viste at kortet gav ekstra tryghed og sikkerhed under indlæggelsen.

”…det virker beroligende, at man kan henvende sig til hvem som helst. …det var sådan en mellemvej, en direkte vej til lægen. Jamen det kan da kun være en god ting, så er man jo altid velkommen til at kontakte lægen.” -mand, 69 år, indlagt på Medicinsk Afdeling i over en uge.

Personalet blev også interviewet. Flere gav udtryk for, at det var en overraskelse, hvor lidt kortet blev brugt.

”Jamen det er jo (udfordring af) fordomme – at ligesom tro at alle vil hive det her kort op af lommen, som vi troede, og det gjorde de ikke. Det beviser, at vi ikke altid kan vide, hvordan folk vil reagere….det synes jeg i hvert fald, er en af de ting, jeg har lært rigtig meget, og så er jeg vildt overrasket over, at der ikke er flere, der har brugt det.” –sygeplejerske, medicinsk afdeling.

Rapporten anbefaler at undersøge muligheden for patientudløst lægekald i større skala, hvor alle patientgrupper på Regionshospitalet Randers bliver givet muligheden, og hvor interventionen prøves af over et år. Vi besluttede at implementere kortet på alle medicinsk afsnit fra 2015. Der har indtil oktober været 2, der har trukket kortet, en pårørende og en patient. Når en patient eller pårørende trækker kortet, noteres det i journalen. Den læge der tilser patienten, fremlægger tilsynet på næste dags konference.

Kontaktperson

Solveig Gram
Udviklingssygeplejerske
Medicinsk Afdeling
Regionshospitalet Randers
Tlf: 7842 1617
Solvgram@Rm.Dk

Hvor og hvornår er tiltaget gennemført

Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers, 2013-