Formålet er at nedbringe antallet af utilsigtede hændelser, der er forårsaget af kommunikationsfejl og samtidigt styrke patientsikkerhedsmiljøet i afdelingerne.
Sikker Mundtlig Kommunikation-kurset (forkortet SMK) underviser sundhedspersonale i strategier og redskaber, der styrker teamledelse, kommunikation og samarbejde.
Kurset er udviklet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og kursets indhold og elementer er hentet fra Crew Ressource Management (CRM), som er et koncept fra luftfartindustrien, der handler om at lære personalet metoder til at kommunikere klart og at blive mere bevidste om egne og andres roller i et teamsamarbejde. Luftfarten er i dag karakteriseret af en høj grad af sikkerhed, hvor forekomsten af utilsigtede hændelser er langt lavere end i sundhedsvæsenet. Derfor har SMK-undervisningskonceptet hentet inspiration fra CRM- metoderne.
2300 medarbejdere fra Hvidovre Hospital med patientkontakt gennemgik i 2009 et kursus på 4 timer i ”Sikker mundtlig kommunikation”.
Evalueringen af SMK- Projektet fra 2009 viste at man pga. tidspres i klinikken ikke kan bruge 4 timer til SMK- introduktionskursus for nyansatte medarbejdere, og derfor besluttede man at alle nyansatte medarbejdere med patientkontakt skal på et obligatorisk 2 timers SMK- kursus, som er en del af den fælles introduktion til nye medarbejdere.
I flere afdelinger arbejder man med at integrere SMK- principperne lokalt. I Børneafdelingen, Intensiv afdeling, Gastroenheden og senest i Gynækologisk Obstetrisk afdeling trænes medarbejderne i Teamwork og SMK ved hjælp af jævnlig simulationstræning.
Hospitalet har et SMK- underviser team, der bl.a. har varetaget SMK- undervisning for studerende på Metropol, København. I hospitalets lokale Simulationscenter Learning Lab arbejdes der ligeledes systematisk med SMK- principperne i de obligatoriske teamtræninger, hvor medicinstuderende og sygeplejestuderende træner Teamwork og SMK i simulerede akutte patientforløb.
Endeligt har vi udviklet et e-lærings SMK brush-up-kursus som det anbefales at gennemgå en gang årligt som opfølgning på det indledende SMK-kursus.
SMK blev udfoldet udfra ”train the trainer metoden”, som går ud på at uddanne flere led i organisationen og lade medarbejderne selv uddanne deres kollegaer. Ideen var at skabe ejerskab i organisationen, desværre er dette ikke helt lykkes, viser evalueringsrapporten. Ledelsen skal efterspørge den måde at arbejde på.
En af SMK- konceptets største udfordringer er, at de generelle standarder ikke bare kan implementeres i ethvert afsnit. Standarderne skal integreres i de situationer, der netop giver mening lokalt. Dette kræver kendskab til de generelle SMK- standarder samt et godt indblik i afdelingens arbejdsgange.
SMK- undervisningen skal være obligatorisk for alle. Det hjælper ikke noget hvis det kun er nogen der kan det. Alle med patientkontakt skal igennem det samme for at det giver mening.
Kurset fører til kulturændringer; ændrede (forbedrede) samarbejdsformer, færre misforståelser og fejl.
Jesper Friis-Hansen
Sygeplejerske
Udviklings- og Kvalitetsafdelingen
Amager og Hvidovre Hospital
Tlf: 3862 1635
Jesper.friis-hansen@regionh.dk
Hvor og hvornår er tiltaget gennemført
Amager og Hvidovre Hospitaler, 2009-