Patienternes sygdomstilstand kontrolleres løbende på internettet ved bl.a. at registrere symptomer, livskvalitet, medicinindtag og få svar på afførings- og blodprøver. Fortolkningen kommer op i et trafiklys med grønt, gult og rødt svarende til inaktiv, moderat aktiv og svær aktiv sygdom. Målgruppen er børn og unge med Morbus Crohn og colitis ulcerosa.
Før brug kræves gennemført undervisning i brugen af websiden samt om håndtering af medicin og symptomer.
Løsningen fungerer både på pc, mobil og tablet, og ud fra de oplysninger de unge taster ind, kan sundhedspersonalet følge med i om den unges sygdom er i ro eller på vej i udbrud, ligesom de kan guide og besvare spørgsmål. Hjemmesiden lærer også de unge om at håndtere og aflæse deres symptomer og at leve med deres sygdom.
På hjemmesiden ligger også videoer med øvelser i at håndtere stress og smerter – en typisk følge af de kroniske tarmlidelser.
Hjemmesidens adresse er https://young.constant-care.com/. Man skal være i behandling og have login for at se hjemmesiden.
Hjemmesiden har modtaget Danske Regioners pris Årets Borgerinddragende Initiativ i 2017.